Overfladeforberedelse er det mest kritiske trin for at sikre den langsigtede-ydelse af eksterne belægninger på duktile jernrør. Selv den højeste-kvalitets polyurethan- eller zinkbelægning vil svigte for tidligt, hvis den påføres på dårligt forberedte overflader. Denne artikel beskriver de påkrævede standarder og fælles kvalitetskontrolforanstaltninger.
Umiddelbart efter støbning og udglødning har duktile jernrør et overfladelag af mølleskala, løst sand fra formen og nogle gange let rust. Disse forurenende stoffer skal fjernes, før der påføres belægning. Branchestandarden for overfladebehandling er slibeblæsning, typisk ved brug af stålkorn eller hagl. Måloverfladerenheden er defineret af ISO 8501-1: Sa 2½, hvilket betyder, at mindst 95 % af overfladen skal være fri for synlig møllebelægning, rust og fremmedlegemer, når den ses uden forstørrelse.
Overfladeprofil eller ankermønster er lige så vigtigt. En profildybde på 40 til 85 mikron er påkrævet for de fleste flydende-påførte belægninger for at opnå mekanisk vedhæftning. For lav profil reducerer belægningsgrebet; en for dyb profil kan efterlade ubelagte toppe. Profildybden måles ved hjælp af replika-tape eller et digitalt profilometer.
Støv- og kloridforurening er hyppige skjulte fejl. Støvpartikler, der er tilbage efter blæsning, bryder belægningens barrierekontinuitet. Den tilladte støvklassificering i henhold til ISO 8502-3 er klasse 1 eller 2, hvilket betyder, at der ikke er synligt støv under forstørrelse. Chloridsalte, ofte fra luftbåren marin eksponering eller industriel forurening, er hygroskopiske og fremmer korrosion under film. Den maksimalt tilladte kloridkoncentration er typisk 20 mg/m².
Producenter skal implementere kvalitetstjek i-linje efter sprængning: visuel sammenligning med standardfotografier for renhed, tapetests for støv og kvantitativ profilmåling ved hver rørende. Påføring af belægning skal efter sandblæsning inden for fire timer for at forhindre lynrust.